"Hjernestemme – og alt det du ikke kan se" er for dig, der selv lever med hjernerystelse, hjerneskade og usynlige følger efter at have slået hovedet. Eller bare dig der er pårørende. Jeg deler mine egne erfaringer, op- og nedture, viden og små greb til hverdagen. Du er ikke alene – og her er der plads til både sårbarhed, frustration og håb.
Det gør ondt helt ind i hjertet. Så ondt, at jeg nogle gange bare ligger i sengen og græder stille og beder til, at det hele må stoppe, sådan var det i længe. Ikke fordi jeg vil give op — men fordi det føles, som om alt inde i mig allerede har gjort det. Min krop var færdige med at kæmpe, og den ventede på at jeg var det samme.
En hjernerystelse (Også kaldet "commotio cerebri") er en mild form for traumatisk hjerneskade, som påvirker hjernens funktion midlertidigt. Den opstår, når hjernen bliver rystet inde i kraniet - typisk efter et slag mod hovedet eller en voldsom bevægelse, som ved et fald, trafikulykke, piskesmæld eller en sportsulykke. Men rigtig mange pådrager sig også en hjernerystelse under mindre dramatiske forhold. Nogle har været uheldige, at slå hovedet i et bord eller gået i en dør mod hovedet først.
Det nye liv og grænser:
Forestil dig, at du er syg med influenza. Måske har du været det i et år og husker tydeligt den rædselsfulde uge, hvor du lå der under dynen med gardinerne rullet ned, rystende af kulde. Smertefulde jag i hovede, når du fik lys i øjnene, eller hvis nogen talte til dig. Du ville slæbe dig ud på toiletter sammenkrøbet på grund af nakke, og rygsmerterne og så tilbage udner dynen helt udmattet.
Smerter ser forskellige ud.
Postcommotionelt syndrom (PCS) – også kendt som længerevarende hjernerystelse – er en tilstand, hvor symptomerne efter en hjernerystelse ikke forsvinder som forventet, men i stedet varer ved i uger, måneder eller endnu længere.
Nogle gange tager jeg mig selv i, at fortælle om min ulykke på en lidt nedtonet og afslappet måde. Som om det bare var en uheldig dag. Men så rammer virkeligheden mig igen. Jeg mistede det liv, jeg troede, jeg skulle have. Og i stedet fik jeg en kronisk lidelse, mén og en hjerneskade. Der er intet afslappet og nedtonet ved det.
Det var endnu en dag i stalden. Med min bedsteven Caspari. Men inde i traileren brød stilheden. Et øjebliks panik blev til et evigt før-og-efter. Han kastede sit hoved – og jeg fik slaget, hårdt og brutalt. Hans hoved ramte mit, og mit ramte trailerens side, og alt bliver stille. Efter var verden ikke den samme. Caspari blev aflivet. Mit liv, som jeg kendte det, revet itu. Kun smerte, stilhed og savn tilbage – og et hjerte, der stadig lytter efter lyden af hans hove i jorden.